Erin Brockovich UHD 4K blu-ray anmeldelse

 
Erin Brockovich UHD 4K blu-ray anmeldelse

Anmeldelse skrevet af Morten Stjernholm
Erin Brockovich UHD 4K blu-ray anmeldelse
 
(DK udgave)
Spilletid: 2 timer og 11 minutter
Lyd: DTS HD Master Audio 5.1
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 1.78:1
HDR: HDR10, Dolby Vision

UHD Blu-ray udgivelsesdato: 25. august 2025
Distributør: SF Studios
Antal disk:  1 = 1 x UHD 4K blu-ray

Genre: Drama, Biografi
Biograf premiere: 28. april 2000
 
Instruktør: Steven Soderbergh
Manuskript: Susannah Grant
Producere: Danny DeVito, John Hardy, Gail Lyon
Fotograf: Edward Lachman
Klip: Anne V. Coates
Musik: Thomas Newman
 
Skuespiller:
Julia Roberts som Erin Brockovich
David Brisbin som Dr. Jaffe
Dawn Didawick som Rosalind
Albert Finney som Ed Masry
Valente Rodriguez som Donald
Conchata Ferrell som Brenda
 
Beskrivelse: 
Historien om den virkelige Erin Brockovich, enlig mor til 3, uden uddannelse, ikke en klink på lommen, i en kamp for retfærdighed. Velfortalt, veludført 25 års jubilæums udgave på UHD 4K Blu-ray.
 
Erin Brockovich UHD 4K blu-ray anmeldelse
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray

Steven Soderberghs Erin Brockovich fra 2000, - nu genudgivet i en flot 25-års UHD-udgave, - er en af de sjældne amerikanske film hvor realisme, humor og moral går op i en højere enhed. Den bygger på den virkelige historie om en enlig mor uden uddannelse, der tvinger sig vej ind i et advokatkontor og afslører at energiselskabet PG&E har forgiftet grundvandet i en hel by i Californien. Det lyder som et klassisk retssalsdrama, men filmen er mere end det, - den er et præcist portræt af klasse, værdighed og stædighed forklædt som underholdning.

Julia Roberts fik sin Oscar for rollen som Erin, og ser man den igen i dag, forstår man hvorfor. Hun spiller ikke rollen stort, men menneskeligt. Ser man den virkelige Erin Brockovich, virker Roberts næsten afdæmpet. Den virkelige kvinde er mere højlydt og farverig, men Roberts finder personen bag facaden, - kvinden der kæmper for sine børn, sit job og sin selvrespekt. Hun gør Erin troværdig, temperamentsfuld og samtidig sympatisk. Det er en af de roller, hvor man glemmer skuespilleren og bare tror på figuren.

Albert Finney er filmens skjulte styrke. Som advokaten Ed Masry udstråler han en sjælden form for menneskelighed, et menneske der både ser og tåler. Forholdet mellem ham og Erin er filmens hjerte, - to personer der hele tiden clasher, men langsomt opdager, at de faktisk har brug for hinanden. Deres samspil er både morsomt og rørende, og Finneys tørre humor giver filmen jordforbindelse, så den aldrig bliver sentimental.

Aaron Eckhart som den motorcykel kørende kæreste giver historien et ekstra lag. Han viser, hvad det koster, når et menneske vælger at kæmpe for noget større end sig selv. Marg Helgenberger som den syge beboer i Hinkley og Conchata Ferrell som den jordbundne sekretær gør filmen ægte, og giver den kant af virkelighed, der får den til at stå fast.

Billedsiden er et studie i sol og støv. Ed Lachmans foto gør ørkenen og det falmede lys til en del af historien. Klipningen holder tempoet, og Thomas Newmans musik understreger følelserne uden at overdøve dem. Soderbergh styrer det hele med let hånd og undgår at gøre Erin til et idol. Han lader hende være et menneske med fejl, vrede og sårbarhed.

Det interessante i dag er hvor tidløs historien er. Erin Brockovich handler dybest set om magt, information og vedholdenhed. Erin bruger sin mavefornemmelse og sin vilje som våben, og hendes sejr viser, at sandhed og empati kan være stærkere end systemets regler. Det gør filmen stadig aktuel, - ikke som et opråb, men som et menneskeligt vidnesbyrd.

Den virkelige Erin Brockovich optræder selv kort i filmen som servitrice, og det er en sjov lille detalje. Endnu mere interessant er det, at hun senere gik ind i filmbranchen og blev producer og forfatter på flere projekter!

Erin Brockovich er ikke bare en film om en sag, men om en kvindes måde at overleve på i et system der ikke ser hende. Den er både et hverdagsdrama, en underdog historie og et oprør, - men det mest slående er, hvor meget varme og humor der ligger i dens hjerte.

25 år efter premieren står den stadig som en af de bedste underdog fortællinger fra Hollywood, - og netop derfor holder den! Denne 4K udgave bør stå i enhver filmsamling, ved siden af "Seabiscuit".
 
Erin Brockovich ser ud præcis som jeg husker den, stemnings og farvemæssigt, bare langt mere detaljeret. Det er en dygtig remastering der er lavet her, der på ingen måde har gjort filmen fortræd. Støj er styret flot, der er masser af detaljer i billedet, fine gråtoner. En flot upgrade for samlere.
 
Der er tale om et drama her, så ikke de store vilde lyd scener. Derimod får vi et detaljeret, stort og åbent lydbillede med fremragende dynamik og dialog og et herligt musik spor af Thomas Newman. Der er “heldigvis” ikke gjort noget ved det fremragende 5.1 mix fra 2000 lader det til, der er et skoleeksempel på perfekt lydarbejde.
 
Vi får en fin “making of” løftet fra den oprindelige DVD samt, mest spændende et fint interview med den virkelige, røvsparkende Erin Brockovich også løftet fra tidligere udgivelser. Så ingen nye tilbageblik eller lignende på denne jubilæumsudgivelse gør den altså en anelse for “tynd”.
 
 
Set/hørt på:
Billede: JVC DLA-N7
Lyd: M&K S-300 system, Lyngdorf SDA-2400, NAD M27, Lyngdorf MP60 2.1 surround processor.
Afspiller: Oppo UHD 205, lydspor: DTS HD MA 5.1
 

Tak til SF Studios

Anmeldelse skrevet oktober 2025

Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser