Lethal Weapon UHD 4K blu ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
(DK udgave)
Spilletid: 1 time og 57 minutter
Lyd: olby Atmos
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: 4K - 1.85:1
HDR: HDR10
UHD Blu-ray udgivelsesdato: 16. juni 2025
Distributør: SF Studios / Warner Bros
Antal disk: 1 = 1 x UHD 4K blu-ray
Genre: Action, krimi
Biograf premiere: 24 juli 1987
Instruktør: Richard Donner
Manuskript: Shane Black Producere: Richard Donner, Joel Silver, Jennie Lew Tugend
Fotograf: Stephen Goldblatt
Klip: Stuart Baird
Musik: Eric Clapton, Michael Kamen
Skuespiller:
Mel Gibson som Martin Riggs Danny Glover som Roger Murtaugh Gary Busey som Joshua Mitchell Ryan som The General Tom Atkins som Michael Hunsaker Darlene Love som Trish Murtaugh
Beskrivelse: Plottet er i udgangspunktet velkendt: To politibetjente med vidt forskellige personligheder tvinges til at arbejde sammen. Martin Riggs (Gibson) er en utilregnelig, selvmordstruet Vietnam-veteran med dødsforagt og en løs aftrækkerfinger. Roger Murtaugh (Glover) er den modne familiefar, der nærmer sig pensionsalderen og bare vil overleve de sidste år i tjenesten i fred. Deres møde er spækket med gnister, og dynamikken mellem dem er ikke alene underholdende, men også troværdig og rørende.
Billedet er ikke et screen shot fra UHD blu-ray
Richard Donners *Lethal Weapon* fra 1987 er ikke bare en klassisk actionfilm, den er en af de film, der definerede genren. Med en perfekt balance mellem højoktans spænding, skarpsleben dialog og karakterdrevet drama, står filmen den dag i dag som en uovertruffen milepæl i buddy cop-universet. Mel Gibson og Danny Glover leverer præstationer, der ikke blot underholder, men også tilføjer dybde og menneskelighed til en genre, der ofte nøjes med det overfladiske.
Det, der løfter Lethal Weapon ud over den gængse actionfilm, er først og fremmest manuskriptet af Shane Black. Hans evne til at skrive skarpe, karakterdrevne scener kombineret med naturlig, til tider humoristisk dialog gør filmen både spændende og sjov. Samtidig skyr filmen ikke de mørke sider: Riggs’ sorg over sin afdøde kone og hans selvmordstanker behandles med overraskende alvor, hvilket giver figuren en sjælden kompleksitet i actiongenren.
Mel Gibson er overbevisende som den plageede Riggs. Hans portræt af en mand på randen, er både intens og nuanceret, vi mærker smerten bag hans vilde øjne og impulsive handlinger. Samtidig formår han at skabe en figur, vi ikke bare føler med, men også hepper på. Danny Glover fungerer perfekt som modpol. Hans Murtaugh er rodfæstet, erfaren og menneskelig og hans velkendte replik “I’m too old for this shit” er blevet en kulturel reference, netop fordi den indkapsler hans karakter så præcist.
Kemien mellem de to hovedroller er filmens bankende hjerte. Venskabet, der udvikler sig mellem Riggs og Murtaugh, føles naturligt og ægte, og giver filmen en følelsesmæssig tyngde, som mange senere actionfilm savner. Det er dette bånd, der har gjort Lethal Weapon til en varig favorit og affødt flere efterfølgere og som gør, at man vender tilbage til filmen igen og igen.
Filmens tempo er forrygende. Den skifter sømløst mellem adrenalinfyldt action, intens spænding og karakterdrevet drama. Den holder publikum fanget fra første scene, hvor Riggs konfronterer en juletræssælger med en håndfuld kokain, til den eksplosive finale i Murtaughs forhave.
Selv over 35 år senere føles Lethal Weapon frisk og relevant. Den satte standarden for buddy cop-film og står som inspiration for utallige efterfølgere, fra Bad Boys til Rush Hour. Men ingen har for alvor overgået den originale kombination af menneskelig varme, velskrevet humor og ægte action. Lethal Weapon er mere end bare en actionfilm. Det er en karakterdrevet fortælling om venskab, tab og forsoning, pakket ind i krudtrøg og replikker, man aldrig glemmer. En film, der fortjener al sin ros og lidt til.

Af de fire Lethal Weapon film fremstår den første som den mindst visuelt glamourøse. Den har altid haft et lidt mat og afdæmpet udtryk sammenlignet med efterfølgerne, og selvom 4K-udgaven er en klar forbedring over tidligere formater, er den ikke prangende. Farverne, især primærfarverne, popper ikke rigtigt, og der er nogle mærkelige skift i røde og blå toner i udendørsscener. Det kan skyldes fotograf Stephen Goldblatts valg i forhold til filmens juletidsstemning. Til gengæld imponerer billedskarpheden.
Detaljerne står flot, filmkornet ser for det meste naturligt og filmisk ud, og både Gibsons mullet og Glovers tweedjakke fremstår knivskarpt. I enkelte mørke scener kan kornet dog virke lidt sløret. Det er også positivt, at de ekstra scener i Director’s Cut er naturligt indlejret. Alt i alt er dette den bedste version af filmen til dato, selvom den måske ikke helt matcher de stærkeste titler fra samme æra.
Lethal Weapon leverer en solid lydoplevelse på denne udgivelse. Theatrical Cut indeholder både det originale DTS-HD MA 2.0 spor og et nyremasteret Dolby Atmos mix, mens Director’s Cut kun har Atmos. Atmos lydsporet er imponerende med fokus på front- og centerkanaler, men byder også på velplacerede effekter i side-, bag- og højdekanaler – især i actionfyldte scener som tag-episoden og skoleskyderiet. Lyde som helikoptere, regn og skud udnytter rummet effektivt. Dog føles visse lydeffekter lidt “reviderede” og afviger fra originalens tone, uden at det bliver direkte forstyrrende.
Det originale 2.0-spor står stærkt med klar dialog og en fyldig gengivelse af Kamen & Claptons score. Det lyder præcis, som Lethal Weapon skal lyde. Atmos sporet er godt, men tilføjer ikke væsentligt nyt og viser, at ikke alle film nødvendigvis vinder ved en Atmos-behandling. Alt i alt en stærk lydpræsentation med respekt for originalen.
Tak til SF Studios / Warner Bros
Anmeldelse skrevet juli 2025
Tilbage til UHD Blu-ray anmeldelser
|