|
Rejseholdet det første mord blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Jensen
Zone B Spilletid: 1 timer og 49 minutter Lyd: DTS HD Master Audio 5.1
Undertekster: Dansk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.40:1
Blu-ray udgivelsesdato: 24. november 2025
Distributør: Nordisk Film Antal disk: 1 = Blu-ray
Genre: Krimi Biografpremiere: 4. september 2025
Instruktør: Christoffer Boe Manuskript: Christoffer Boe, Lasse Kyed Rasmussen Producer: bl.a. Katrine Vogelsang, Mariusz Wlodarski, Thomas Heinesen
Fotograf: Lasse Frank Johannessen
Klip: Janus Billeskov Jansen, My Thordal
Musik: Jon Ekstrand
Skuspiller:
Alex Høgh Andersen som Otto Himmelstrup Mathilde Arcel F. Som Camilla Holdt Nicolaj Kopernikus som PR Katrine Greis-Rosenthal som Lise Faber Ask Berntsen som Tom Faber Kristian Halken som Ole Hanse
Beskrivelse:
Rejseholdet – Det første mord er en ambitiøs og stemningsmættet dansk krimi, der bringer os tilbage til 1920’ernes Esbjerg og til begyndelsen på det, der senere blev kendt som Danmarks FBI. Filmen er både underholdende og visuelt imponerende, og selv om den ikke er uden skønhedsfejl, markerer den sig som en solid og interessant satsning.
Billedet er ikke et screen shot fra blu-ray
Politiets Rejsehold blev oprettet i 1927 for at opklare en bølge af påsatte brande, og filmen tager afsæt i denne historiske ramme. Det meste af handlingen er fiktiv, men miljø, stemning og tidsånd er gengivet med stor omhu. Da Esbjerg borgmesterens sommerhus brænder ned, og et lig findes i ruinerne, sendes den nystartede specialenhed vestpå for at bistå det lokale politi, der fremstår både gammeldags og magtesløst.
I spidsen for Rejseholdet står Otto Himmelstrup, spillet overbevisende af Alex Høgh Andersen. Han er en ambitiøs og plaget mand, mærket af en mørk barndom, som gradvist afsløres gennem filmen. Med sig har han den tekniske specialist PR (Nicolaj Kopernikus i sikker form) og sekretæren Camilla (Mathilde Arcel) som, trods historiens friheder, tilfører fortællingen både energi, humor og skarp intelligens.
Krimiplottet er velkomponeret og folder sig langsomt ud til en sag, der rækker langt videre end et enkelt mord. Korruption, magtmisbrug og skjulte alliancer blandt byens spidser skaber en solid spændingskurve, og filmen formår at holde interessen hele vejen. Undervejs får Rejseholdet vist deres moderne metoder, men uden at fremstå ufejlbarlige, fejltrin og blinde vinkler er en del af fortællingen.
Visuelt skiller filmen sig tydeligt ud. Christoffer Boe bruger flotte billeder, drømmelignende scener og markant musik, som tilsammen giver filmen en tung og næsten teatralsk stemning. Det er et modigt valg og fungerer ofte rigtig godt, men indimellem kommer stilen til at fylde mere end selve historien. Nogle karakterintroduktioner og symbolske detaljer virker lidt for påtagede, og filmen havde haft gavn af at være fortalt en smule mere stramt.
Skildringen af Esbjerg anno 1927 bevæger sig også til tider ud i karikaturen, fra from indremission til dekadente overklassefester men det leveres med så meget overskud og lune, at det sjældent bliver generende. Der er endda plads til humor midt i mørket, især i samspillet mellem Kopernikus og Arcel.
Rejseholdet – Det første mord er en velspillet, stemningsfuld og flot produceret krimi med klare internationale ambitioner. Den brillerer ikke hele vejen, men den engagerer, underholder og lover godt for eventuelle fortsættelser.
Filmen bliver leveret i et 2.40:1 MPEG-4 AVC transfer med en rigtig god dybde og detaljegrad der igennem hele filmen bliver holdt meget stilren. Detaljegraden i filmen er for det meste utrolig god og der kan både anes uren hud og sår samt skrammer virker troværdige. Billedet er forholdsvist mørkt i store dele af filmen, men detaljerne kan stadig ses og det virker utrolig godt for filmen og bidrager til stemningen at der primært er blevet brugt mørke farver. Når det er sagt er farverne holdt i den naturlige stil og er sjældent fremhævede.

Rejseholdet kommer med et DTS 5.1 lydspor. Taget billedsiden i betragtning så er der blevet gjort ét lige så fint arbejde med lydsiden. Baggrundsstøj og stemningsmusik bliver leveret i en passende højde som selvfølgelig bliver skuet op til at passe til de overraskende momenter. Dialogen som er vigtig i en film som denne går rent igennem. Der er enkelte action sekvenser i filmen, de bliver leveret med en fin mængde detaljer så det føles ægte, her kommer der gang i subwooferen. En rigtig hæderlig lydside hvor alle kanaler på anlægget for lov at lege med uden at blive forvrænget hvis der bliver skruet godt op.
 .
Anmeldelse skrevet december 2025
Tak til Nordisk Film
|